Gården SEJTRÆK kan dateres tilbage til 1800-tallet. I 1925 blev der bygget et nyt stuehus, og vi har ladet os fortælle, at navnet: SEJTRÆK blev valgt, fordi det var et langt sejt træk at fragte byggestenene til gården. Det foregik med hestevogn ad smalle hjulspor langs Bov Bæk. Ejendommen er på 16 ha og ligger i et storslået, helt unikt naturområde. Jorden ligger lige omkring gården og er fordelt med skønne udendørsarealer til os selv og vores feriegæster. Vi ejer 4 ha skov i Uggerby Klitplantage, og Bov Bæk løber gennem ejendommens jorder. Store græsfolde er indrettet til hestene, og vi dyrker selv markerne med hø til hestene.
Lidt om vores gård Sejtræk
Beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed
Vi er lokaliseret tæt på skov og strand, nærmere bestemt: Uggerby Klitplantage. Vi har kun 2 km til Vesterhavet - en af Danmarks allerbedste badestrande. 7 km til Tversted, 8 km til Hirtshals, 20 km til Hjørring og kun 40 km til Skagen. Fra SEJTRÆK's jorder er der direkte adgang til Vendsyssel Riderute fra foldene, og der kan rides (1½ km) igennem plantagen til havet.
Bygningerne
Vi købte gården i efteråret 2010 og har indrettet os i hovedboligen. 2 ferieboliger er istandsat og lejes ud i perioden 1. marts til 1. november.
Se priser på udlejning under Ferieboliger, hhv. Østfløjen og Vestfløjen.
Hestestalden
Vi byggede i 2011 en stor stald, indrettet med såvel bokse som løsdrift. Bygningen er æstetisk tilpasset den natur, som stalden omgives af, Vi valgte at opføre stalden i blokhusbrædder (Royal Træ), og taget er beklædt først med tagpap og efterfølgende med et tykt lag græs.